|
Tirsdag d. 30. november 1999 |
Kl. 13.45:
Finanslov 2000:
Ingen gebyr på økologikontrol
Finanslovsforhandlingerne
i nat resulterede i en sikring af, at merudgifterne til økologikontrollen dækkes, så
det ikke bliver nødvendigt at pålægge gebyr på kontrollen. De øgede udgifter skyldes
blandt andet, at der bliver stadig flere økologiske landmænd at kontrollere. |
Kl. 13.25:
Finanslov 2000:
17 mill. kr. til forskning i pesticiders virkning på sundheden
Finanslovsforhandlingerne,
som sluttede i morges, gav de økologiske forskere lidt flere penge. I henhold til en forligstekst
publiceret af Finansministeriet er der indgået aftale med
venstrefløjen om at afsætte en særlig pose penge på 17 millioner om året fra
2000-2003 til at forske i pesticiders og hjælpestoffers effekt på sundheden. Aftalen
indebærer også, at der er 20 millioner kroner om året i år 2000 og 2001 til
generel økologisk forskning. Herudover er der afsat 15 mill.kr. årligt i perioden
2000-2003 til særlige udviklingsmidler, blandt andet for at styrke eksporten, penge som
kan søges af både organisationer og private virksomheder. Partierne har desuden
erklæret sig enige om, at de fra år 2001 vil støtte en særlig omlægningsordning for
frugt- og bærproduktion.I
forbindelse med finanslovsforliget er det besluttet, at regeringen skal arbejde for et
tæt samarbejde med den internationale økologiske organisation IFOAM for at sikre en større anerkendelse af det danske
Ø-mærke på eksportmarkederne. Det er desuden aftalt, at den særlige
certificerings-ordning for GMO-frie varer i økologisk jordbrug, skal udvides, så den kan
benyttes af alle. Der afsættes én million kroner til at reklamere for ordningen. |
Mandag d. 29. november 1999 |
Kl. 13.00:
Selvportræt af
øko-spekulanten
Mens vi er ved
bogomtalerne: Hovedland, som har udgivet
nedenstående øko-bog, har også en anden nyudgivelse. Det er en erindrings-bog af den
dansk-canadiske valutaspekulant, øko-fanatiker, igangs-sætter m.m. Ross Jackson. Han er mildest talt ikke en type,
der går 12 af på dusinet. Ofte er han blevet kaldt Danmarks svar på George Soros. Gennem gearet valuta-spekulation
tjente han en formue, som siden har været til hjælp for adskillige økologiske
organisationer og virksomheder herhjemme og i udlandet. Han har været aktiv i Global Ecovillage Network og har gennem sit
investeringsselskab Gaia Technologies investeret i
flere økologiske virksomheder, blandt andet Hanegal, Urtekram og Gaiagrain. |
Kl. 11.25:
Køb hellere i dag ;-)
At bogen Økologi på alles læber blev annonceret
til salg netop på Buy
Nothing Day i fredags må vil siges at være et uheldigt sammentræf. For ikke støde
nogen, bringer vi derfor først nyheden i dag. Bogen er udgivet af Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis og
rummer blandt andet Koldingmanifestet,
en række andre debatindlæg samt en guide til en lang række grønne organisationer og
institutioner. Bogen kan blandt andet bestilles via ØkoWeb'ens bestillingsservice. |
Torsdag d. 25. november 1999 |
Kl. 15.10:
Køb i dag !
Danmarks Aktive Forbrugere står bag
morgendagens "Buy Nothing Day", hvor det blandt andet gælder om at købe mindre
for på den måde at hjælpe verden. Så hvis man står og skal købe noget - især hvis
det er miljø-fjendtligt - så gælder det om at få det købt nu i eftermiddag. De
aktive forbrugere har oprettet en speciel internet-side med fem udvalgte produkter,
som man især skal holde sig fra. Se også www.adbusters.org
som står bag den internationale begivenhed. |
Kl. 12.20:
IFOAM-deadline udsat
Arrangørerne af den 13.
internationale øko-konference, IFOAM 2000,
meddeler i dag, at fristen for indsendelse af videnskabelige oplæg til konferencen
officielt er forlænget med en måned, så sidste frist nu er 15. december.
IFOAM-konferencerne besøges normalt af
en stribe danskere, og lige som ved den seneste konference i Argentina, opretter
ØkoWeb'en snart en e-mail-liste og en internetside, blandt andet med oplysninger om,
hvilke danskere som forventes at deltage. I forbindelse med vedligeholdelse af siden, vil
der løbende være kontakt mellem ØkoWeb'en og Forskningscenter for Økologisk Jordbrug.
Ønsker man at komme med på deltager-listen kan man skrive til redaktionen@ecoweb.dk Det er ud fuldt muligt at
stå på listen over foventede deltagere, selv om man ikke har sikkerhed for, at man kan
komme afsted. Blot skal man være indstillet på, at meddelelsen er offentlig, og at
kolleger, chefer, bevillings-havere, hustruer, ægtemænd, elskerinder m.v. dermed kan få
kendskab til planerne. |
Onsdag d. 24. november 1999 |
DN's Præsident Poul Henrik Harritz
nyder en økologisk Thy-pilsner
ved Skovsgaard
Foto: Flemming Platz
|
Kl. 17.05:
Skovsgaards skæbne udsat
Naturfredningsforeningens
økologiske gods Skovsgaard
forbliver måske alligevel i foreningens varetægt. Ifølge DN's præsident Poul Henrik
Harritz var der en "forholdvis markant" modstand mod at sælge godset på
foreningens netop overståede repræsentantskabsmøde. Derfor er beslutningen om at sælge
godset udsat til repræsentantskabets næste møde i april. I mellemtiden har
forretningsudvalget forpligtet sig til at undersøge en række forhold yderligere. På
grund af store vedligeholdelsesudgifter og renter koster godset foreningen mellem én og
to millioner kroner årligt. De penge skal tages ud af et samlet medlemsbidrag på 35 - 40
mill. kr.
- Det kan godt være, at det her ender
med, at vi beholder godset, siger Poul Henrik Harritz og tilføjer, at meldingen fra
repræsentantskabet under alle omstændigheder vil give anledning til megen intern debat
om godsets fremtid. |
Tirsdag d. 23. november 1999 |
M
o
g
e
n
s |
W
e
r
g
e |
|
Kl. 22.20:
Ny øko-chef hos FDB
Økologien får ny chef i FDB. Den - forholdsvis nyudnævnte - chef for "Egne
mærker og økologi", Jens Wang Jensen, er udnævnt til katagorigruppechef for kød.
Derfor flyttes økologien over til FDB's miljøchef Mogens Werge. Han fortsætter sit nu
fireårige virke som miljøchef men får nu også økologien som sit område.
Økologiens flytning fra Jens Wang til
Mogens Werge sker som en del af en større rokade og besparelsesrunde i de øvre lag af
FDB, hvor andre chefer har været knap så heldige som de to nævnte. |
Fredag d. 19. november 1999 |
Kl. 11.20:
Danske regler - både på
engelsk og tysk
Det sker tit, at
udenlandske virksomheder og organisationer spørger efter de danske økologiske regler.
Men det har været et problem, at reglerne kun fandtes på dansk. Det er anderledes nu. Plantedirektoratet har nu oversat den vigtigste
bekendtgørelse (nr. 757) til både engelsk og tysk. Af administrative grunde kan reglerne
ikke findes på Plantedirektoratets hjemmeside. Derfor har ØkoWeb Danmark nu lagt dem ud
på internettet, så alle - både danskere og udlændinge - frit kan hente dem. Der er
oprettet link til reglerne fra ØkoWeb'ens engelsk-sprogede vindue mod verden Danish Organic på adressen www.organic.dkPlantedirektoratets regler gælder kun
landbrugsproduktionen. Reglerne for forarbejdning, mærkning og import administreres af Fødevaredirektoratet. De blev oversat for
nogle uger siden og ligger også på Danish Organic. |
Torsdag d. 18. november 1999 |
Kl. 14.45:
Skovsgaard kan blive sat
til salg
Skovsgaard,
det store sydlangelandske økologiske gods, bliver måske sat til salg. Godset er ejet af
Danmarks Naturfond, som har fået flere års underskud dækket ind af Danmarks Naturfredningsforening. Ifølge denne uges udgave af Økologisk Jordbrug vil foreningen ikke længere dække de store
underskud.Det er ikke godsets
økologiske drift, som belaster økonomien. Den har i flere år givet et mindre overskud,
men der er store bygningsmæssige udgifter på godset, og de belaster økonomien meget.
Godset har også fungeret som udflugtsmål, men ifølge naturfredningsforeningens
direktør, Lone Johnsen, har man ikke ønsket den "tivolisering" som nogle
danske godser har benyttet sig af for at skaffe indtægter. Og godset kan i dag ikke tjene
til udgifterne via besøgs-indtægter.
- Vi har prøvet det lidt af i sommer,
blandt andet ved at tage entré. Men vi kan se, at det skal markedsføres i en helt anden
størrelsesorden, hvis det skulle betyde noget økonomisk, siger Lone Johnsen til ØkoWeb
Danmark. |
Kl. 10.35:
Ægsalget er uændret -
trods svindel-affære
De økologiske forbrugere
lader sig tilsyneladende ikke ryste af de seneste ugers debat om snyd med økologiske æg.
Ifølge en rundspørge, som nyhedsmagasinet Økologisk Jordbrug
offentliggør i dag, er salget af økologiske æg upåvirket af den megen omtale. Bladet
har talt med butikker og kæde-ansatte i Dansk
Supermarked, ISO, Irma,
Jaco, Spar og SuperBrugsen
og ingen steder melder man om faldende salg af økologiske æg.Kontorchef Birgitte Povlsen, Fødevaredirektoratet, siger - ifølge
bladet, at der er i svindelsagen er tale om et netværk, som myndighederne har sat mange
ressourcer ind på at optrævle. Både Plantedirektoratet,
Fødevaredirektoratet og Levnedsmiddelkontrollen i Hillerød involveret.
Heslegaard Æg, som gentagne gange har
været beskyldt for svindel med æg, ligger i Hillerød. |
Tirsdag d. 16. november 1999 |
Kl. 11.50:
Støttevejledning og
skemaer på nettet
Det er ikke kun økologer
som har problemer med ansøgningsfrister og skemaer i forbindelse med de mange tilskud,
som gives til landbruget. Men de har det også, og i år har adskillige økologiske
landmænd faktisk mistet støtte, fordi de kom for sent til nogle ansøgningsfrister. Nemt
bliver det næppe foreløbig, men Strukturdirektoratet
har nu gjort det lidt lettere at få fat i de nødvendige papirer. Den nyeste Vejledning om arealskud
ligger, så den kan læses direkte på nettet, og direktoratet har også oprettet en skema-side, hvor alle
ansøgningsskemaer kan hentes i pdf-format og printes ud hjemme.
Så nu er alle papirer klar. Så
mangler vi bare et edb-program, som automatisk udfylder skemaerne. Der foreligger intet
om, at dette skulle være på vej foreløbig. |
Kl. 11.00:
Aktive forbrugere hædret -
aktionerer mod økologisk saft-fabrik
I torsdags blev foreningen
Danmarks (meget) Aktive Forbrugere
DAF, hædret med Plums
Økologifonds økologipris. Prisen blev uddelt i forbindelse med fondens 10 års
jubilæum. Foreningen fik prisen for "på fortræffelig vis bidraget til at øge
forbrugernes bevidsthed om, hvad der egentlig er i vores mad. Tilsætningsstoffer og i
særdeleshed genmanipulerede produkter. Dermed har de været med på at pege på
økologien som det eneste reelle alternativ".Danmarks
Aktive Forbrugere er blandt andet initiativtager til websiden www.genvarer.dk, som oplyser om, hvilke danske
fødevarer, som er gensplejsede. Derudover har foreningen aktioneret ved utallige
lejligheder mod vildledning, salg af sprøjtemidler og brug af tilsætningsstoffer i
fødevarer. Blandt foreningens seneste aktioner er sidste måneds aktion mod Bryggeriet
Landkærs brug af azo-farvestoffer i sodavand. Denne sag bliver en anelse pikant af, at
netop dette bryggeri igennem en årrække har været et vigtigt tappested for økologisk
æblemost og solbærsaft. Det skal dog understreges, at der på intet tidspunkt har været
antydning af, at bryggeriet skulle have gjort noget ulovligt.
DAF har tilsvarende aktioneret mod
Haribos brug af azo-farvestoffer i blandt andet matador-mix og vingummibamser. De fleste
børnefamilier ved, hvor vigtige disse små bamser er, så det kan være vigtigt at vide,
at bamserne faktisk fås i økologisk udgave - uden azo-farvestoffer. Vil man vide mere om
tilsætningsstoffer, kan man opsøge I/S Økoanalyses
E-nummerguide, som ligger på internettet. Der er her en lille miniguide, som specielt
oplyser om tilsætningsstofferne i økologiske fødevarer. |
Mandag d. 15. november 1999 |
Kl. 12.55:
Den første danske øko-vin
på kommer på flasker næste år
Økologisk vin er et meget
vanskeligt emne i Danmark: Klimaet er koldt, de økologiske regler du'r ikke, og iøvrigt
havde Danmark indtil for nylig ingen vin-kvote. Men der findes mennesker, som altid søger
hen, hvor gærdet er højest. Erik Hansen fra Lystgården på Fyn er én af dem. Han har i
årevis arbejdet med at producere økologiske kyllinger og ænder, et område som andre
først har turdet gå igang med indenfor de sidste par år. Nu har han kastet sig over
økologisk vinproduktion og venter allerede næste efterår at kunne producere de første
danske flasker økologisk rød- og hvidvin. På hans "vingård" i Bovense står
over 500 vinstokke af sorterne Orion (hvid) og Ronda, Leon Melot, Auora, Hinrod og
Scheüler (alle røde), som i løbet af et par år skulle være i stand til at producere
omkring én flaske pr. stok. Bliver vinen god, vil han plante mere af de bedste sorter.Faktisk kan man diskutere om der overhovedet er
noget, som hedder økologisk vin. Selv om druerne dyrkes økologisk, bliver der problemer,
når selve vinen skal produceres. Til vin tilsætter man normalt svovl, og det er forbudt
i de økologiske regler. Derfor er vin helt taget ud af de økologiske regler, og man får
ikke lov at bruge Ø-mærket til vin - heller ikke hvis den er produceret og tappet i
Danmark. Den korrekte markedsføring af økologisk vin er: "Vin produceret af
økologiske druer". Men helt sikkert er det ikke. En af landets kendteste økologer,
Troels Østergaard, som også ejer vinimportfirmaet Godsets
Vin, har tidligere argumenteret med, at når vin ikke er omfattet af de økologiske
regler, kan det heller ikke være være forbudt at bruge begrebet "økologisk
vin", idet beskyttelsen af begrebet "økologisk" kun kan gælde produkter,
som er omfattet af reglerne.
(Omgås man ikke de økologiske
regler til daglig, kan det nok være nødvendigt at læse på argumentet én gang mere,
for at være sikker på at forstå det korrekt) |
Kl. 10.25:
Den Grønne Fond støtter
forbruger-eje af landbrug
Ifølge Politiken har Den
Grønne Fond bevilliget til "Andelsforeningen til fremme af forbrugerejede
gårde", som planlægger at købe en gård, som forbrugere kan købe andel i. Overfor
Ritzau sammenligner foreningens formand, Christian Coff, projektet med et vindmøllelaug,
hvor for eksempel 500 forbrugere køber andelsbeviser hver 5.000 kr. i en økologisk
gård. |
Fredag d. 12. november 1999 |
Kl. 14.05:
Landsdækkende
kryds-kontrol af økologiske æg
Som omtalt i flere aviser
(se fx Jyllands-Posten)
foretog kontrolmyndighederne igen i dag krydskontrol af økologiske ægproducenter og
pakkerier, og fødevareminister Henrik Dam Kristensen har talt for hårde straffe overfor
bevidst svindel. Årsagen er den æg-sag, som har præget medierne de seneste dage. Plantedirektoratet og Fødevaredirektoratet har sendt en fælles pressemeddelelse ud om sagen.
Allerede i mandags sendte Landsforeningen Økologisk
Jordbrug en pressemeddelelse ud,
hvor formanden for den økologiske fjerkræbranche, Kirsten Lund Jensen, opfordrede til at
offentliggøre alle svindelsager. |
Anders Borgen
|
Kl. 01.50:
GMO-firmaer stopper kritisk
forskning
En - her på redaktionen -
kendt økologisk forsker, Ph.d.- studerende Anders Borgen fra Landbohøjskolens Agroøkologi-gruppe, har kastet ud i et
slagsmål med gensplejsnings-industrien. Dagbladet
Information og TV2
skriver, at forskeren er blevet nægtet at modtage majs-frø fra frøfirmaet Pioneer, fordi han ønskede at undersøge mulige
negative økologiske konsekvenser med gensplejset majs. Forsøgene skulle vise, om
gensplejsede majsplanter kunne være skadelige for mikrolivet i muldlaget. Men Pioneer
nægter at udlevere frø, med mindre de får ret til at afgøre, om resultaterne skal
offentliggøres. |
Onsdag d. 10. november 1999 |
Erik Steen
Kristensen står
lige og mangler
100 mill. kr.
om året.
|
Kl. 14.15:
Kun penge til hver tiende
øko-forsker
Aktionsplan II, som blev
offentliggjort i vinter, er nu blevet grundigt læst i Fødevareministeriet,
og der er sendt et notat
til Folketingets fødevareudvalg. I notatet
foreslås blandt andet, at Forskningscenter
for Økologisk Jordbrug (FØJO) skal have mulighed for at forsætte, og det foreslås,
at der årligt sættes 12 millioner kroner af til forskningen. Begejstringen for dette
forslag er ikke stor. Forskningscentret har netop modtaget interesse-tilkendegivelser fra
forsknings-institutionerne, hvor de giver deres bud på, hvilke økologiske
forskningsprojekter, de mener bør sættes i gang. Og her rækker de 12 millioner ikke
langt. De 220 forslag som er kommet rummer forskningsprogrammer for gennemsnitligt 120
millioner kroner om året i de næste fem år, altså ti gange så meget, som
Fødevareministeren planlægger at give. Til sammenligning har forskningscentret indtil nu
brugt 35 millioner kroner om året ud af den gode milliard som landbrugs- og
fødevareforskningen i øvrigt koster her i landet.
Man forstår, hvis centerlederen Erik
Steen Kristensen, har vanskeligt ved at få budgetterne til at hænge sammen. Også Landsforeningen Økologisk Jordbrug er utilfredse.
Foreningen har i dag udsendt en pressemeddelelse,
hvor regeringen beskyldes for at have dalende ambitioner på det økologiske område. |
Fredag d. 5. november 1999 |
Kl. 8.55:
Sønderjyllands nye
øko-prins
Morgendagens tema er
angivet på forhånd. Tonen i samtlige medier slås an fra orglet i Fredensborg. Men hvordan fejrer et
økologisk webmedie, at en konventionel landmand holder barnedåb?
For i det mindste at undgå
beskyldninger om republikanske tilbøjeligheder, vælger redaktionen at henvise til den
officielle hjemmeside for prins Charles, Prinsen
af Wales, og nogle af hans taler, som
rummer et dybt økologisk engagement og en indædt skepsis mod brug gensplejsning (GMO).
Den oprindelige Prins af Wales blev - kort fortalt - udnævnt, da waliserne gjorde
modstand mod den engelske overmagt og krævede, at de fik deres eget royale overhoved - en
person som ikke måtte tale engelsk. Som en hån mod oprørerne udnævnte kongen sin
nyfødte søn til Prins af Wales. Han opfyldte kravet, idet han endnu ikke havde lært at
tale engelsk - men desværre heller ikke walisisk.
Så måske kan vi alligevel i morgen
fejre, at de mange sønderjyske økologiske landmænd nu har fået deres egen prins. En ægte bondesøn, som ikke
taler ét ord rigsdansk - og som aldrig har benyttet sig af pesticider, kunstgødning og
GMO.
Tillykke! |
Torsdag d. 4. november 1999 |
Kl. 9.15:
KRAV justerer husdyr-regler
Det svenske kontrolorgan KRAV har justeret sine økologiske regler, så de harmonerer
med de nye EU-regler for økologisk husdyrproduktion. Med vanlig svensk omhyggelighed er
de nye regler allerede lagt ud på nettet. |
Onsdag d. 3. november 1999 |
Kl. 14.25:
Monopol på det økologiske
øl-marked
Hvad ingen vel troede
muligt, er sket: Et af Danmarks mindste bryggerier, Thisted Bryghus, har fået monopol på det danske
ølmarked - foreløbig dog kun på det økologiske område.
Nyhedsmagasinet Økologisk Jordbrug skriver i denne uge, at FDB har opgivet den økologiske Pokal Pilsner, som har været
produceret af Carlsberg/Wiibroe i en
årrække. I stedet vil FDB's butikker forhandle Thy Pilsner. Thisted Bryghus er dermed
det eneste bryggeri i Danmark som producerer økologisk øl til detailmarkedet. Bryghuset,
som i forvejen står meget stærkt i det thylandske marked, udvider til stadighed det
økologiske sortiment. Indenfor det seneste år har bryghuset introduceret både
økologisk julebryg og påskebryg samt et specialbryg for Søbogaard.
For få år siden var der stor
interesse for økologisk ølproduktion i Danmark, og en kort overgang, var der seks
forskellige økologiske ølmærker på det danske marked, leveret af fire forskellige
bryggerier. Men kunderne viste aldrig stor interesse for produktet, og kun brygmester
Klemensen i Thisted holdt fast. Den stædighed har nu givet ham monopol. |
Kl. 11.15:
"Pip" at forbyde
de hurtigt-voksende kyllinger
"Plantedirektoratet skulle lade folk have de husdyr de
vil, men skride ind overfor unaturlige foderstoffer". Det skriver madskribenten
Camilla Plum i en artikel i det seneste
nummer af Praktisk Økologi.
Hun kalder det "pip", når man forbyder de hurtigtvoksende racer i økologisk
kyllingeproduktion. Ifølge hende er problemet ikke racen, men det foder, som de
økologiske konsulenter anbefaler. Camilla Plum mener, at det er de hurtigtvoksende racer,
som giver den bedste kød-kvalitet, og de behøver ikke give større
dyrevelfærdsproblemer end andre, blot man undlader at sætte dem på "speed".De hurtigtvoksende racer af kyllinger er blevet
forbudt i økologisk kyllingeproduktion med henvisning til, at den hurtige vækst giver
store dyrevelfærdsproblemer. |
Tirsdag d. 2. november 1999 |
Kl. 13.00:
De danske regler - nu på
engelsk
I kontakten med
udlændinge har det ofte været et problem, at de danske øko-regler ikke fandtes i en
engelsk udgave. Men det ændres nu. Fødevaredirektoratet
har nu oversat den bekendtgørelse, som regulerer handel, forarbejdning og import (nr.
263) og Plantedirektoratet meddeler, at deres
bekendtgørelse også snart vil være til rådighed i en opdateret engelsk udgave.Fødevaredirektoratets bekendtgørelse kan
allerede nu hentes som PDF-fil.
Der er ikke oprettet permanent link til filen her fra ØkoWeb'ens danske del. Men på vor
den engelske udgave Danish Organic
på adressen www.organic.dk er der oprettet et
permanent link, så udenlandske virksomheder og organisationer har fri adgang til de
danske regler herfra. |
Kl. 11.00:
Japan betaler 50 procent
merpris for GMO-fri varer
Der er ved at være kamp
om de GMO-fri varer. Ifølge Reuter/Planet Ark
køber japanske virksomheder nu GMO-fri soya for merpriser på mellem 40 og 50 procent.
Folk i soyabranchen skønner, at Japan vil importere 70.000 - 80.000 ton GMO-fri
soya-bønner allerede inden årsskiftet blandt andet for at dække efterspørgslen fra de
japanske bryggerier, som har besluttet at stoppe brugen af gensplejsede råvarer.
Soyahandlere skønner, at gensplejsningsfri-soya i dette høstår vil udgøre over en halv
million tons ud af en samlet import på mellem 800.000 og én million ton soyabønner. |
Mandag d. 1. november 1999 |
Kl. 15.40:
Økodirektør bliver chef
for de danske frikadeller
Jævnligt lykkes det
økologiske virksomheder at headhunte ledere fra den konventionelle sektor. Men nu går
udviklingen også den anden vej: På sin 33 års fødselsdag kan direktøren for Friland Food, Karsten Deibjerg Kristensen, i dag meddele,
at han fra årsskiftet tiltræder en stilling i Danish
Crown som salgsdirektør for fersk kød på hjemmemarkedet. Fra sin start som
direktør for det minitiøse selskab Økokød A.m.b.a. i 1990 har Karsten Deibjerg
konstant arbejdet for at bringe stadig større mængder økologisk kød på de danske
middagsborde. Som ny direktør indså han hurtigt, at mængden af kød var for lille til
at drive et selskab, og medvirkede derfor til fusionen med de danske frilandsproducenter i
det ny selskab Friland Food. Trods langvarig betalingsstandsning, sagsanlæg og andre
vanskeligheder fik han bragt virksomheden flot, så dens vækst et år indbragte titlen
som Gazellle-virksomhed. I sommer blev virksomheden
delvist opkøbt af hans nye arbejdsgiver Danish Crown.
Trods sit nye job fortsætter
Karsten Deibjerg som administrerende direktør for Friland Food på deltid. Overfor
ØkoWeb Danmark vil han ikke umiddelbart love at lægge omlægge hele Danish Crown til
økologisk produktion.
- Der går nok et par uger, inden jeg får det på plads, siger Karsten Deibjerg. |
Kl. 11.10:
Fødevaredirektoratet
foreslår privat eksport-kontrol
En af de store problemer i
handelen med økologiske produkter er de forskellige regler og kontrolorganer rundt om i
verden. Blot en virksomhed vil eksportere ost til England eller pølser til Sverige vil
den blive stillet overfor en stribe spørgsmål om, hvordan produkterne er produceret og
kontrolleret, hvis man for eksempel vil have lov til at benytte det kendte KRAV-mærke. Nogle af Danmarks vigtigste
eksportmarkeder, Tyskland, Sverige og Storbritannien har kontrolorganer som er
akkrediteret af den internationale økologiske organisation IFOAM. Akkrediteringsprogrammet har til formål at løse
nogle af problemerne, og derfor har det været diskuteret om Danmark skulle lade sin
statskontrol akkreditere af IFOAM's
akkrediteringsprogram. Som et let i diskussionen har Fødevaredirektoratet udgivet et papir (Word) som gennemgår
mulighederne. Direktoratet drager ikke nogen egentlig konklusion, men der er ingen tvivl
om, at det anses for meget besværligt. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at
direktoratet - blandt flere andre forslag - nævner muligheden for, at et privat
kontrolorgan kunne lade sig akkreditere og så foretage en supplerende eksport-kontrol
udover den statslige økologikontrol. Et interessant forslag efter at LØJ i årevis har diskuteret at nedlægge resterne af
sin private kontrol. |
|
|