Kæmp for miljøet i 2008:
Start firehjulstrækkeren
- og skru op for elvarmen !!!
2. januar 2008




af redaktør Michael Borgen

Vi grønne forbrugere har drevet det vidt. Ved købe økologiske varer, købe anparter i vindmøller og insistere på at genbruge glasflasker er det over 30 - 40 år lykkedes at inspirere store dele af samfundet til at gå i samme retning. Mange flere er blevet interesseret i økologi - og mange flere forstår betydningen af, at vi må gøre noget for et bedre miljø.

Vi miljøbevidste forbrugere vil imidlertid altid være i mindretal. Vores handlinger er i praksis næsten uden betydning for miljøet. Simpelthen fordi vi er for få. Den store betydning kommer af, at vi inspirerer andre og lægger pres på politikerne til at handle, så også det øvrige samfund bevæger sig i den rigtige retning.

Igennem mange år gik det godt. Langsomt lykkedes det at inspirere store dele af samfundet til at nedsætte energiforbruget og sætte tusindvis af vindmøller op. Nu er det imidlertid gået helt galt.

Vi har en regering som i årevis har latterliggjort klimadebatten og næsten gjort alt, hvad der er muligt, for at øge energiforbruget. Den har stoppet udbygningen af alternativ energi. Den planlægger nye motorvejsbroer og nægter at øge de grønne afgifter, mens store befolkningsgrupper ligefrem lokkes til at bruge løs af friværdierne på firehulstrækkere, spabade og flyrejser.

Det eneste gode, regeringen gør, er at lancere en kampagne, hvor vi man opfordrer danskerne til at bruge 1 ton mindre CO2.

Men vi ved jo det ikke virker!!

Kampagnen har maksimalt den effekt, at den får de mest miljøvenlige forbrugere til at nedsætte CO2-udslippet - hvilket regeringen vil tage som en bekræftelse på, at den er på rette spor og dermed ikke selv behøver gøre noget alvorligt for klimaet.

Normalt er det de miljøvenlige forbrugeres opgave at påvirke politikerne til at handle, men Klimaminister Connie Hedegaard har vendt Verden på hovedet og prøver nu at presse de mest miljøbevidste i befolkningen til at løse regeringens opgave - så den selv kan slippe.

Selv store dele af oppositionen tør ikke tage fat for alvor. De tør ikke bryde skattestoppet med høje grønne afgifter eller spare i andre dele af samfundet for at øge investeringerne i vedvarende energikilder.

Hvad kan vi grønne forbrugere så gøre?

Selv om det gør ondt at sige det, er svaret:

I 2008 må vi starte firehjulstrækkeren og skue op for elvarmen.

Kun ved på alle måder at øge vores CO2-udslip i det kommende år kan vi presse politikerne til at tage den politiske føretrøje på og tage affære overfor klima-problemerne.

Der er nemlig kun én ting, som kan tvinge Statsministeren og Klimaministeren til for alvor at tage energiproblemerne alvorligt:

Udsigten til at blive til grin for øjnene af alverdens statsledere og tv-kameraer ved klima-topmødet i 2009.

Indtil nu har regeringen trygt hvilet på det arbejde, som tidligere regeringer sammen med vindmøllelaug og miljøorganisationer har skabt siden oliekriserne i 1970'erne. Og statsministeren har givetvis et spinkelt håb om, at Danmark i 2009 stadig kan fremstå som et miljø-dydsmønster under klima-topmødet.

Hvis det derimod bliver tydeligt for alverden, hvordan regeringen har spoleret en ellers positiv udvikling i Danmark, kan man håbe på, at regeringen føler sig tvunget til selv at handle.

Derfor må vi grønne forbrugere igen bruge vores vigtigste våben: Presse politikerne til at træffe de rigtige beslutninger. Det kan vi kun gøre ved at øge statsministerens og miljøministerens risiko for at blive ydmyget København i december 2009 - og det kan vi gøre ved at øge vores energiforbrug markant i året 2008.

Jeg ved, det kan føles svært. Men vi er nødsaget til at gøre det.

I en god sags tjeneste.

Vindmøller